Når sønnen ikke vil overtage ens entreprenør firma

Når sønnen ikke vil overtage ens entreprenør firma

Nu lever vi jo ikke længere i et patriarkalsk samfund, som vi gjorde det i gamle dage.

Dengang var man ligesom indlogeret til at overtage ens fars firma, hvis der var mulighed for det. Ofte var det endda gået videre ned gennem generationer og etableret af samme slægt for mange, mange år siden, og sådan skulle det gerne vedblive at være.

Faktisk var det ikke til diskussion, at den førstefødte søn oftest skulle overtage firmaet, og det var sådan en indgroet forestilling, så man ikke kunne forestille sig, at denne søn sagde nej.
Det var jo en garanti for en indkomst i et samfund, hvor der ikke var mulighed for at bryde den sociale arv, som man kan gør det i dag.

Så kunne den næste søn i rækken måske få lov at overtage firmaet, men den førstefødte søn blev næsten slettet fra annalerne og familieopfattelsen og betragtet som familiens sorte får, fordi man ikke ville indfinde sig med at være en del af arven.

Sådan ligger landet som bekendt ikke i dag, men derfor kan man måske som entreprenør i Herning have en idé om, at det går så godt for ens firma, at man ikke kan forestille sig, at man skulle sælge det til en helt anden part, når man ikke selv magter at drive det videre – eller man dør.

Så fra barnsben forsøger man at søsætte ens søn eller en anden i familien til at blive kørt i stilling til at skulle være den næste generation af familiens foretagende med dette entreprenørfirma i Jylland.

De første mange år er arvingen måske med på dette, men så kommer der nogle rebelske år, hvor vedkommende finder sit eget ståsted i verden og finder ud af, at man ikke vil overtage firmaet alligevel og gå egne vegne.

Og sådan har alle ens børn det faktisk tilfælles. 

Den slags bliver man nødt til at acceptere, så man måske alligevel skal sælge firmaet til nogle ude fra familiens gren.